Mens adskillige Herningensere i onsdags deltog i Fuglsangsøstafetten, blev der samtidig – og få kilometer derfra sprunget Tandemudspring hos Dropzone Denmark i 4000m´s højde. Foreningen AKTIV og flere ansatte ved Herning Kommune var med og blev introduceret til faldskærmsudspringsverdenen af professionelle faldskærmsinstruktører som kommer fra hele verden.

Foreningen AKTIV var med i flyveren undervejs og det var en KÆMPE oplevelse sammen med flere modige medarbejdere der tog springet – Læs herunder beskrivelsen fra ét af medlemmerne 🙂

Medlem i risikozonen for at blive afhængig af faldskærmsudspring 🙂

“Lige fra jeg kom ind af døren blev vi mødt af meget behageligt og kompetent personale, som fik os indskrevet, og sat sammen i hold.

Herefter så vi en introduktionsvideo, som kort forklarede de forholdsvist simple opgaver man har som amatør-tandemspringer”.

“Herefter var der lidt ventetid, hvor vi havde muligheden for at se flyveren lette med de faldskærmsspringere der skulle afsted på spring gangen før os.

Det var en god oplevelse at se disse springere lande foran os inden vores hold blev kaldt sammen for at modtage det nødvendige påklædning og udstyr.

Hvis man var en smule nervøs inden springet, forsvandt det helt når man så de glade og smilende ansigter der landede før vores tur”.

“I forbindelse med at vi skulle havde udstyret på, blev vi introduceret til vores personlige instruktør, som skulle styre os igennem springet.

Min instruktør var enormt professionel, og overlod ikke noget til tilfældigheder. Alle spænder osv. blev dobbelttjekket, vi gennemgik sammen min position i både hop fra flyet, frit fald og landingen, så han var sikker på at jeg havde forstået introduktions-videoen. Derudover gennemgik han minutiøst alle step fra vi forlod hangaren indtil vi var tilbage igen, så jeg var forberedt på alt hvad der skulle ske”.

“Så var der bare tilbage at slappe af og nyde turen op i 4000m´s højde sammen med 19 andre entusiastiske faldskærmsspringere:-)”

“Selve springet var sjovt. Efter at have stået i flyets åbning i “banan-position”, fik vi klarmeldingen, og vi hoppede ud af bagenden af flyet, slog en “koldbøtte”, fandt “balancen” på maven og der var den mest fantastiske udsigt over hele Midtjylland. Mit spring blev filmet af en ekstern fotograf, så vi fandt sammen med ham i luften, og der blev filmet nogle gode sekvenser i frit fald. Min instruktør havde fuld kontrol over situationen, og vi lavede nogle flytninger i luften, bl.a. roterede vi både højre og venstrerundt om os selv”.

“Efter cirka 45 sekunder i frit fald var det tid til at vinke farvel til fotografen. Vi bevægede os i hver sin retning, og vi var klar til at udløse faldskærmen. Tempoet faldt nu en hel del da faldskærmen foldede sig ud, og vi kunne igen kommunikere via tale, hvor det under frit fald blev kommunikeret via fagter”.

“I de 5-7min hvor vi hang i faldskærmen, havde jeg rig mulighed for at se det midtjyske landskab”.

“Min instruktør tjekkede faldskærmens manøvredygtighed, vi gennemgik procedure for landing osv. og så var det ellers bare at nyde nedstigningen og udsigten indtil vi lagde an til landing. Landingen forløb helt som jeg var blevet fortalt” Min instruktør og jeg fulgtes tilbage til hangaren, hvor jeg afleverede udstyret, og fik udleveret et certifikat som bevis for at jeg på tilfredsstillende vis har udført et tandemfaldskærmsspring”.

“Alt i alt var tandemspringet en meget god oplevelse, og jeg kan sagtens forstå at man kan blive bidt af det at springe med faldskærm. Jeg er selv i risikozonen for at blive afhængig af det 🙂 PS. Jeg synes at det er fedt at Foreningen Aktiv tilbyder disse oplevelser, som man i en hektisk hverdag ikke lige får sig taget tid til at prøve”.